Lyde

Brian Eno om at lege med lys

Ed Gillett,

gæsteskribent

I det seneste afsnit af The Lighthouse taler Brian Eno om sit arbejde med visuel kunst i en samtale med kurator og historiker Hans-Ulrich Obrist. I dette blogindlæg kan du følge de to dykke dybt ned i Enos visuelle udfoldelser.

Brian Eno har gennem de sidste fem årtier skrevet alle reglerne om. Både som musiker, komponist, producer og visuel kunstner har han altid været innovativ, og det er han stadig. The Lighthouse, hans samarbejde med Sonos Radio, afspejler flere af de koncepter, som har defineret hans arbejde som musiker, producer og visuel kunstner – lige fra åbensindet eksperimentering og de sensoriske overlapninger mellem lyd og det visuelle til brugen af teknologi til at udforske nye former for kreativitet. Men samarbejdet er også et modigt skridt fremad, hvor han bruger en guldgrube af ikke tidligere udgivet arbejde og tilfældig generering til at konstruere nye lydverdener.

I et program, der kun er tilgængeligt på Sonos Radio, guider Eno os gennem alt, hvad der har inspireret The Lighthouse. Hans-Ulrich Obrist er kurator og kritiker, og sammen kommer de ind på alt lige fra barndommens drømme om båndoptagere til musik som en del af en uendelig proces. Klik her for at lytte til hele samtalen.

"I modsætning til mange andre, der forlod kunstskolen og valgte at arbejde med musik, fortsatte jeg sideløbende arbejdet med visuel kunst. Og jeg bemærkede, at de to aktiviteter gradvis rykkede tættere sammen. På et tidspunkt gik det op for mig, at jeg ønskede at lave musik, der var lidt som et maleri, og malerier, der var lidt som musik. Så jeg tror, at det hele handlede om forståelsen af tid. Hvad sker der, hvis du har et billede, der ændrer sig meget langsomt? Det er anderledes, når noget ændrer sig. Det beder dig om at blive lidt længere og kigge på det. Derfor begyndte jeg at eksperimentere med lyskilder."

"En af de ting, jeg kan lide, er at tage teknologi, der eksisterer til et bestemt formål, og finde noget nyt at bruge teknologien til."

"Jeg kan tydeligt huske, første gang jeg så en båndoptager. Jeg tænkte, hvor fantastisk det var, at musik kunne gemmes på den måde. Og selvfølgelig var min næste tanke: Hvad ville der ske, hvis jeg afspillede det baglæns?"

"I slutningen af 70'erne begyndte jeg at arbejde med video, men lod blot handlingen – uanset hvad det var – folde sig ud foran kameraet. Dengang boede jeg på West 8<sup>th</sup> Street, og min lejlighed vendte mod syd. Så jeg tog mit kamera og lagde det på siden, så det pegede ned mod bycentrum. Så tænkte jeg, at jeg også bare ville vende mit TV rundt, og pludselig var det ikke et fjernsyn, jeg så. Jeg kiggede på et billede."

"En stor overvejelse ved alle mine udstillinger var, hvordan jeg kunne få folk til at blive længere. Jeg ville ikke have, at folk bare tog et hurtigt kig og derefter gik videre til det næste billede. Og selvfølgelig var dette forbundet til musik. Musik fortæller os, at noget forandrer sig, og den får os til at sætte farten lidt ned, hvilket jeg synes, er vigtigt. Når du går ind i en kirke, og der er et smukt vindue, som solens stråler skinner igennem … måske er de nutidige, ikke-religiøse mosaikvinduer."

"Det gik hurtigt op for mig, at idéen om kunst som en statisk, fast, færdiggjort ting ikke længere sagde mig noget. Klassisk musik er bygget op lige som arkitektur, med tanke på hvad målet er, og hvordan det bliver, når det er færdigt, hvorimod musikken, som [Steve] Reich og [Terry] Riley og andre komponerede, var mere som havearbejde. Det var lidt mere som at sige: "Her er nogle frø. Jeg planter dem og ser, hvad der sker." Jeg begyndte at tænke, at jeg var mere som en gartner end en arkitekt, og sådan tænker jeg stadig."

"At tegne er vigtigt for mig, fordi det er den hurtigste måde for mig at forstå ting på. Meget af det arbejde, jeg laver, starter faktisk med tegninger, også musik."

"Jeg forestiller mig tingene som former og systemer, og hvordan de systemer griber ind i hinanden. Hvis jeg tegner det, vil tegningen så være interessant? Ligner det noget, som jeg gerne ville lytte til? På en måde ligner den moderne måde at lave musik på meget mere det at male end den traditionelle måde at komponere på."

"Jeg afslutter ikke mine værker, før jeg har en klar fornemmelse af, hvad deres betydning er i denne verden. Hvad skal det blive? Hvordan vil det forandre sig? Hvis jeg gør det her, hvad sker der så? Mit arkiv med ikke-udgivet arbejde indeholder 7.502 musikstykker. Ingen af dem er færdige, men når jeg gerne vil lave noget til en bestemt opgave, starter jeg som regel med et af dem og siger: "Okay, det her tror jeg, at jeg kan forme til det her værk."

"Jeg ved ikke, hvordan man mediterer, så jeg aner ikke, om det er det samme eller ej, men jeg kan godt lide bare at lade tankerne vandre, hvilket først og fremmest betyder at glemme nyhederne, der hele tiden omgiver os. Jeg har ikke lyst til at være i en verden, hvor der konstant sker noget, og hvor jeg altid skal forholde mig til andre folks anliggender. Jeg søger aktivt efter måder at finde tilbage til barndommens stade. Det betyder ikke, at man bliver dummere eller mindre voksen eller sådan noget. Men man bliver mindre distraheret, tror jeg, og mere åben over for at føle, mere åben over for sine inderste tanker, de ting, som altid er der, men som man ikke så tit fokuserer på."

The Lighthouse repræsenterer Brian Enos løbende udforskning af denne barnlige, meditative tankeverden – et unikt lydlandskab med rødder i både den rastløse eksperimentering, som fortsat er grundpillen i hans kunst, samt i den fred, der er klar til at blive opdaget i os alle.

Start din gratis prøveperiode på Sonos Radio, og gå på opdagelse i The Lighthouse i dag.

Læs mere