Design

Hjemme hos Hassan Rahim

Salmiyeh Karamali

Gæsteskribent

For at fejre vores samarbejde med den innovative møbeldesigner Floyd deler vi et interview, som de for nylig lavede med kunstneren og designeren Hassan Rahim. Læs om, hvad der drog ham til design, hvordan musik inspirerer hans arbejde, og hans råd til nye kunstnere og unge designere.

Hjemme i Hassan Rahims lejlighed i Brooklyn er der en zen-agtig atmosfære, og rummene er fyldt med samlinger og unikke genstande, der holder ham i gang, inspireret og afslappet. Kunstneren og designeren baserer sit arbejde på sin barndoms interesser og skaber værker, der er karakteristiske og kraftfulde og afspejler hans personlighed. Rahim snakkede med os om sin selvlærte rejse ind i design, inspirationskilder og arbejdet inden for musikbranchen.

Fortæl os om dig selv og dit arbejde.

Mit navn er Hassan Rahim. Jeg er kunstner, men jeg kan ikke lide at holde mig til én titel. Nogle gange føler jeg mig som kunstner og grafisk designer, andre gange som art director og designer. Jeg voksede op i Santa Ana i Californien, boede i Los Angeles og flyttede til Brooklyn, New York, for seks år siden. Jeg kan lide at fokusere mit arbejde omkring alsidighed. Jeg bliver tiltrukket af projekter, som involverer koncepter og idéer fra en række forskellige medier – instruktion af videoer, design af logoer og mit eget personlige arbejde med print og collage. Jeg freestyler altid, og det har jeg gjort, siden jeg var 15 år gammel og downloadede Photoshop for første gang.

Du er selvlært. Så hvordan så din rejse som selvlært ud, ind i designverdenen?

Min rejse mod design startede med skateboarding. Jeg var skateboarder, men min store interesse var faktisk grafik, skateboardkunst og -reklamer samt magasiner. Det var det, der fangede min opmærksomhed, og jeg ville gerne kunne lave den slags. Jeg havde et ønske om at lave klistermærker og T-shirts og spekulerede på, hvordan de blev lavet. Jeg spurgte mig selv: "Hvordan mon de har gjort der her?" og så prøvede jeg at efterligne nogle af tingene. Og det var sådan, jeg fandt ud af forskellige teknikker og udviklede mine egne redskaber, så jeg kunne bruge min egen fantasi.

Du startede med T-shirts. Fortæl os lidt mere om det.

Da jeg var 15, lagde jeg nogle af mine T-shirts op på Myspace. Folk faldt over mine kreationer og bad mig om at lave T-shirts for deres brands. Og igennem skateboarding mødte jeg folk, der arbejdede for brands som Obey og Diamond Supply Co., og de spurgte mig, om jeg ikke også ville lave T-shirts for dem.

Du bruger meget collage i dit arbejde. Hvad inspirerede dig til at begynde på det?

Det er sådan, min hjerne arbejder og stykker brikkerne sammen. Jeg består af alle de her små bidder af inspiration, som jeg har samlet fra andre folk. Alle de små fragmenter, citater, der har gjort indtryk, og ting, folk har fortalt mig … alle de ting tilsammen er mig. Især den måde, folk som Madlib eller J Dilla laver beats på, var en kæmpe inspiration. De laver sampling, cutting, pasting og chopping. Jeg blev inspireret af at se dem lave beats, og jeg bemærkede, at mit arbejde visuelt føltes på samme måde, at min hjerne samlede brikkerne på den måde.

"Jeg blev inspireret af at se dem lave beats, og jeg bemærkede, at mit arbejde visuelt føltes på samme måde, at min hjerne samlede brikkerne på den måde."

Med tanke på hvordan du nedbryder disse aspekter af musikken og så at sige overfører dem til kunst, bruger du så ofte musikken som inspiration i dit arbejde?

Min arbejdsproces har udviklet sig. Jeg plejede at lytte til en masse musik, men nu forsøger jeg som regel at nå en indre meditativ tilstand. Der var en gang, hvor jeg kunne arbejde indtil klokken fire om morgenen med virkelig energisk dancemusik kørende. Efterhånden som jeg voksede i mit arbejde, ændrede processen sig. Jeg bliver helt zen af at stirre på skærmen og få mit arbejde gjort, og det er en anden slags fokus.

Jeg lytter også til Slow Focus på NTS Radio. Det er stemningsfuld zen-musik. Det er det, jeg vågner op til. Det er faktisk mit vækkeur.

Så man kan roligt sige, at musik har været en stor inspiration for dit arbejde.

Ja, 100 procent!

Hvordan ser din arbejdsplads ud?

Jeg arbejder hjemmefra, og det har jeg gjort siden længe før pandemien startede. Jeg plejede at have et studie, men det gik op for mig, at mit arbejde er meget personligt. Det kommer fra så personligt et sted, at jeg får inspiration af at være hjemme blandt mine bøger, vinyler og andre ting. Det er en lille New York-lejlighed, så der er ikke meget plads. Mit skrivebord står midt i rummet. Men det er virkelig rart at arbejde hjemmefra.

Du har en ret omfattende bog- og vinylsamling. Hvordan kom de samlinger ind i dit liv?

Samlinger kommer hen ad vejen. Men meget langsomt. Det er en gradvis opbygning. Der er ting, som jeg er virkelig passioneret omkring, og de ting, som jeg ikke længere er så passioneret omkring, skaffer jeg mig af med. Når det handler om vinyler, så har jeg et par forskellige samlinger. Der er album, jeg kan lide at lytte til. Nogle er sjældne og andre er bare til visuel inspiration. Jeg leder tit i dollarbutikken efter fede vinyler. Det gjorde jeg altid, da jeg var yngre. Det var sådan, min interesse for design startede – at se de her fede album fra 70'erne med vilde covers, og de var altid konceptbaserede. De fik dig til at tænke. Jeg køber stadig vinyler ud fra coveret i dollarbutikken, for jeg vil gerne have, at min vinylsamling ligner min bogsamling.

"Der er album, jeg kan lide at lytte til. Nogle er sjældne og andre er bare til visuel inspiration. Jeg leder tit i dollarbutikken efter fede vinyler."

Hvordan er dit arbejde blevet påvirket af de steder, hvor du har boet, eller de rum, du befinder dig i?

Mit arbejde er meget påvirket af den tid, hvor jeg boede i Orange County, ganske enkelt fordi det var omkring det tidspunkt, jeg begyndte at interessere mig for design. Jeg ledte efter inspiration, og undervejs blev jeg til en onlineperson. Det var der, jeg fandt de fedeste ting.

Alle mine venner interesserede sig for skateboarding, og de var interesserede i skatere på grund af deres evner. Men de skatere, jeg kunne lide, var dem, som var cool og modebevidste. Jeg ville vide, hvad de havde på, og jeg slog dem op.

Hvad holder din interesse for dit arbejde i gang?

Spændvidde og variation. At tage nye udfordringer og oplevelser og ikke sige, at jeg kun er en bestemt slags designer eller bare en kunstner. Jeg instruerer film, laver bøger, konsultationsarbejde og udstillinger. Jeg kan bare godt lide det, jeg laver, og jeg sørger for at afprøve nye ting og ikke bekymre mig om at blive sat i bås. Det er det, der er mest spændende for mig.

Du har designet for musikbranchen. Hvad har du lært af at arbejde sammen med musikere og folk i musikbranchen?

Jeg synes, musikbranchen er spændende. Man skaber et lille 30×30-centimeters kunstværk. Man er nødt til at starte med følelser, når man designer for musik. Jeg tænker tilbage til, da jeg var 15 år og åbnede CD'er for første gang, og hvordan de sange betød noget helt særligt for mig – det er den følelse, jeg prøver at genskabe. Jeg vil gerne sikre mig, at jeg giver unge mennesker en lignende oplevelse. Denne tilgang til tingene synes jeg, har gjort mig bedre til ikonografi. Ikonografi er vigtig for musik, i hvert fald når det handler om indpakningen.

Ud over ikonografi kan man holde musikken i live gennem T-shirts. Det er derfor, der er så stort et sekundært marked for grafiske vintage-T-shirts. Band-T-shirts er meget sjældne og dyre.

"Man er nødt til at starte med følelser, når man designer for musik. Jeg tænker tilbage til, da jeg var 15 år og åbnede CD'er for første gang, og hvordan de sange betød noget helt særligt for mig – det er den følelse, jeg prøver at genskabe."

Har du nogen råd til nye kunstnere eller unge designere, der er på vej ind i det her?

Det her er en kliché, men vær dig selv. Lad være med at være som de designere du synes, er cool. Vær helt dig selv, og det vil faktisk gøre dig anderledes. Selvfølgelig er det okay, hvis du stadig er ved at finde dig selv. Det er helt i orden, men jeg tror, at ved at være dig selv vil du skille dig ud fra mængden, uanset hvad du tror.

Besøg floydhome.com for flere designfokuserede historier og for at få mere at vide om den nye Sonos-stander fra Floyd.