Monolyd vs. stereolyd: Hvad er forskellen?
Alle lyttere vil gerne sikre sig, at de opnår den bedste lydkvalitet. Ofte handler det om at vælge mellem mono- og stereolyd. Det er fristende at gå ud fra, at stereolyd til hver en tid er bedre, men der kan være mange grunde til at vælge mono.
I dette indlæg forklarer vi forskellene mellem mono- og stereolyd og ser nærmere på fordelene ved hver af dem. Vi giver også nogle nyttige tips til at vælge de rette højttalere til dit rum. Lad os kaste os ud i det.
Hvad er monolyd?
Mono er en forkortelse for monofonisk, som betyder "én lyd". (På græsk betyder monos "én", og phone "lyd”.)
Når man siger om en højttaler, at den har monolyd, betyder det, at den har én lydkanal til afspilning. Så når du lytter til musik, vil alle komponenterne i en sang – såsom guitarer, trommer og vokal – blive afspillet gennem den samme kanal og med samme lydstyrke.
Fordi monolyd samler alle lydelementerne, kan den lyde fladere og mindre detaljeret, især når du lytter til musik, som typisk er optaget og mixet i stereo. Især de lavere frekvenser (bas) mister en masse dynamik.
Monolyd har også et smalt lydbillede. Med andre ord lyder det, som om lyden kommer fra ét punkt og én retning. Jo længere du bevæger dig væk fra den ene lydkanals centerpunkt, jo færre detaljer hører du.
I dag bruges monolyd mest til stemmeoptagelser på grund af fordelene med reduktion af baggrundsstøj og optagelse af en stemme på den tydeligste og mest naturlige måde. Du hører sandsynligvis monolyd, når du lytter til en podcast, AM-radio eller et telefon- eller videoopkald.
Hvad er stereolyd?
Mens monolyd er begrænset til kun én lydkanal, bruger stereolyd to lydkanaler: venstre og højre. På den måde opnås der en mere realistisk og omsluttende lytteoplevelse. (På græsk betyder stereos "solid" eller "tredimensionel”.)
Når du lytter til musik i stereo, fordeles de forskellige elementer i en sang hen over en akse fra venstre til højre. På den måde skabes der et bredere og mere dynamisk lydbillede, der efterligner oplevelsen af at lytte til en livekoncert. For eksempel kan det lyde, som om der er en basguitar lidt til højre, violiner lidt til venstre, og vokaler forrest i midten, hvor sangeren normalt er.
Ved at fordele instrumenter og vokaler i forskellige kanaler får hvert element mere "plads til at skinne", så det hele lyder klarere. Indtrykket af dybde og rum øger også lydens følelsesmæssige kraft, hvilket er grunden til, at stereo er det foretrukne optagelsesformat til musik, film, TV og gaming.
Hvad er bedst? Mono- eller stereolyd?
Valget mellem mono- og stereolyd afhænger af lyttesituationen.
Generelt er stereolyd bedre til musik, hjemmebiograf og videospil, fordi den er mere omsluttende, og fordi disse typer lydfiler er lavet specielt til stereolytning. Men stereolyd er ikke kategorisk bedre end monolyd.
Som tidligere nævnt er monolyd at foretrække, når der fokuseres på klarheden af en enkelt stemme eller et enkelt instrument. Så hvis du primært lytter til podcasts, er monolyd fantastisk.
Monolyd er også bedre til baggrundsmusik, især når du har flere højttalere (som f.eks. loftsmonterede højttalere), der dækker et stort område. I sådan en opsætning sørger monolyd for, at alle hører den samme lyd ved den samme lydstyrke, hvilket giver en mere afbalanceret og ensartet lytteoplevelse, når de bevæger sig gennem rummet.
Det er også lettere for lyttere med nedsat hørelse at opfatte en enkelt lydkilde.
Afspiller højttalere mono- eller stereolyd?
Alle selvstændige højttalere kan afspille monolyd. Når en monohøjttaler afspiller en stereooptagelse, kombinerer den venstre og højre kanal til én kanal. Dette fjerner musikkens stereoadskillelse, så lyden høres i midten.
Mange højttalere, f.eks. Sonos Era 100, kan afspille stereo, fordi de har separate drivere til venstre og højre kanal. Når en stereohøjttaler afspiller en monooptagelse, afspiller venstre og højre kanal det samme lydsignal. Det hedder dobbelt mono.
Højttalere med identisk akustisk struktur og lydprofil kan kombineres i samme rum til afspilning af stereolyd. På den måde kan du skabe en stereolytteoplevelse med to monohøjttalere.
Når du kombinerer to stereohøjttalere, bliver den ene en dedikeret venstre kanal og den anden en dedikeret højre kanal for at frembringe et bredere og mere detaljeret lydbillede. Hvis du afspiller en monooptagelse, gengiver hver højttaler den samme lyd og fylder rummet mere jævnt med dobbelt monolyd.
Udvalgte Sonos-produkter som Era 300 og Arc har mindst én dedikeret driver til en højdekanal for at understøtte afspilning af rumlig lyd. Hvis du vil vide mere, kan du se begynderens guide til rumlig lyd.
Stereolyd vs. surroundsound
Stereolyd har to kanaler, venstre og højre, der genskaber et lydbillede som ved en livekoncert. Stereolyd kan gengive dybde og retningsbestemmelse men er begrænset til ét plan.
Surroundsound har mindst fire kanaler (normalt fem) for at opnå en mere omsluttende lytteoplevelse. Surroundsound genskaber også lydbilledet fra en livekoncert men tilføjer en fornemmelse af tre dimensioner med baghøjttalerne, der frembringer lyde til siderne og bag dig.
Surroundsound er ideel til hjemmebiografoplevelser, da den giver liv til film, programmer og gaming ved at gøre gengivelsen mere naturtro. Til film – som oftest er mixet til dette format – kan et surroundsoundsystem være investeringen værd, hvis du gerne vil omsluttes af historien.
Find de rette højttalere til dit hjem
Når du vælger højttalere til dit hjem, er det vigtigt at overveje den ønskede lytteoplevelse, størrelsen på dit eller dine rum og dit budget.
Lytteoplevelse:
Spørg dig selv, om du skal bruge højttalerne til et bestemt formål. Er du f.eks. kun interesseret i at lytte til podcasts, eller foretrækker du mere omsluttende lyd til musik? Vil du opbygge en hjemmebiograf? Er bærbarhed og muligheden for at lytte udendørs en faktor?
Rumstørrelse:
Hvis du vil dække et stort område, skal du enten bruge færre mere kraftfulde højttalere eller flere mindre kraftfulde højttalere. (Man kan få en idé om, hvor kraftig en højttaler er, ved at se på dens størrelse og antallet af drivere.) Til et mindre rum skal du bruge en mere kompakt højttaler, der ikke overvælder rummet.
Hvis du vil lytte i flere rum, er det vigtigt at have fleksibilitet til at kombinere matchende højttalere – og nemt at kunne styre hele dit system.
Budget:
Fra en overkommelig monohøjttaler, du kan bruge overalt, til et stereosystem i verdensklasse og alt derimellem gør Sonos det nemt at fylde dit hjem med utrolig lyd. Du kan også vælge en højttaler, der passer til dit budget nu, og så købe en højttaler nummer to senere for at oprette et stereopar og opgradere din lytteoplevelse.
Hvis du vil have stereolyd fra en enkeltstående højttaler, så skal du have fat i Era 100, Era 300, Five eller Move 2.
Hvis du har spørgsmål om eller brug for hjælp til at vælge en højttaler, kan du kontakte en Sonos-ekspert via telefon eller chat.
Læs mere