Design

Lunar White Move: en samtale med Sonos' Design Director of Color, Material, Finish

Steven Saftig

Global Head of Editorial

I dag præsenterer vi en ny farve til Move: Lunar White. Farvenuancen er et resultat af måneders forskning, blanding og afprøvning. Den illustrerer også et af grundprincipperne i Sonos-oplevelsen – at alle vores produkter arbejder sammen som et system, ikke kun teknisk men også æstetisk. Det var op til Kitty Suidman, Sonos’ Design Director of Color, Material, Finish, og hendes ekspertteam at finde en lysere nuance til Move, som var egnet til både indendørs og udendørs brug, og som stadig ville harmonere med resten af Sonos-systemet. Find ud af, hvordan hendes internationale opvækst og livslange passion for farver forberedte hende på opgaven med at finde den perfekte nuance.

At vælge farve til vores højttalere er ikke nogen simpel opgave. Så Kitty Suidman tog udfordringen op med lige dele inspiration og teknisk ekspertise. Suidman, som er født i Holland, tilbragte 20 år i Asien, inden hun vendte tilbage til sit fædreland for at gå på en skole for industrielt design. I løbet af studietiden fandt hun ud af, at hun var mere tiltrukket af farver og materialer end industrielt design. Hun var modig nok til at afvige fra normen og bestod eksamen med en unik portefølje, der gav hende et solidt grundlag til at opbygge en rig og varieret karriere hos Philips Design, Motorola og T-Mobile. Siden hun for syv år siden startede hos Sonos, har hun udviklet en stringent men alligevel gennemtænkt farvestrategi, som er baseret på en dyb teknologisk indsigt, der sågar omfatter kemi og fremstillingsprocesser. Hendes nuancerede beskrivelse af, hvordan teamet fandt frem til Moves nye farve, giver en indsigt i, hvordan Sonos’ specialdesignede farver får vores højttalere til at passe naturligt ind i dit hjem – både inde og ude.

Kitty Suidman
Kitty Suidman

Hvordan ville du beskrive Sonos’ tilgang til produktfarver?

Vores tilgang til farver begynder med vores tilgang til design. Og design handler om at finde løsninger på problemer. Lad os tage Move som eksempel. Move er vores første bærbare produkt, og udfordringen var derfor at finde en farve, der gjorde det muligt for den at passe ind i mange forskellige omgivelser. Men mere overordnet set er det vigtigt, at vi leverer en farve, der føles tidløs og alsidig – noget, der vil bestå i lang tid. Vi fremstiller produkter, der varer ved, og farve er en del af den ligning.

Hvordan har farve udviklet sig hos Sonos?

Da jeg startede hos Sonos, havde vores produkter en kombination af metallic finish og farve. For eksempel har både de sorte og hvide udgaver af Play:1 et sølvgitter. Fra og med den anden generation af Play:5 satte vi os for at skabe en ren og enkel æstetik ved at give produkterne en finish i en enkelt farve. Vi vil have vores højttalere til at føles mindre som teknologi i dit hjem og mere som enkle og smukke objekter.

Hvordan beslutter Sonos sig for, hvilke farver der skal bruges?

Det er virkelig et enkelt, strategisk valg. Vores mål er at finde farveløsninger, der kan passe ind i deres omgivelser. Hvid har en historie i hjemmet. Sort har en historie inden for lyd. Vores vision var at skabe et forenklet farvesprog, der er relevant i forhold til, hvordan vores brugere bor.

Så hvis vi sætter en hvid Sonos One og Beam ved siden af hinanden, har de så nøjagtig samme farve?

Nej, det er her, mit job bliver interessant. De fleste Sonos-højttalere har en særlig nuance af sort eller hvid, som vi kalder Sonos Black og Sonos White. Sonos One kan for eksempel fås i Sonos Black og Sonos White. Men af og til er vi nødt til at afvige fra disse to farver. Den første gang, vi gjorde det, var med Beam. Med Beam havde vi udfordringen med at arbejde med et stofgitter. Hvidt stof føltes billigt, så vi endte med en lysegrå farve. Men et af nøgleaspekterne i vores designfilosofi er, at hvert produkt skal forekomme monolitisk, hvilket betyder, at uanset de forskellige anvendte materialer skal hele produktet se ud som ét samlet objekt. For at matche det lysegrå stof var vi nødt til at ændre den hvide farve, vi brugte på resten af Beam, så der ikke var for meget kontrast til stoffet. Vi kalder denne variant Cloud White. Under udviklingen af Cloud White sikrede vi os, at farven ikke skilte sig ud som en anderledes hvid i forhold til vores andre produkter. Når du ser alle vores højttalere med lyse farver sammen, burde du ikke bemærke en forskel. Hvis vi ændrer en farve, skal der stadig være en sammenhæng med resten at produktlinjen.

Men Move har ikke et stofgitter, så hvorfor kunne I ikke bruge Sonos White?

Det kunne vi godt have gjort. Da vi afprøvede Move i Sonos White udenfor, viste farven sig at være meget holdbar. Men Sonos White var specifikt udviklet til indendørs brug i hjemmet. Det er en varmere nuance, der føles venlig i hjemmet, især i forhold til de køligere og mere blålige nuancer, man ser i megen forbrugerelektronik. Men hvis du ser noget med den samme nuance udenfor, føles den hård og kunstig. Kridhvid er ikke en “naturlig farve”, så det føles ikke rigtigt at tage den med udenfor. Den skiller sig for meget ud. Og det var det, der førte os til Lunar White. Da Move var designet til både indendørs og udendørs brug, havde vi brug for en farve, der var egnet til begge slags omgivelser. En farve bør supplere sine omgivelser.

Havde I den samme tilgang for den sorte version af Move?

Ja. Moves mørke nuance er ikke den samme som Sonos Black. Den hedder faktisk Shadow Black. Det er en særlig farve, som vi skabte af samme grund, som vi skabte Lunar White.

Hvad var det sværeste ved at udvikle Lunar White?

Når du anvender en farve på forskellige materialer og overflader, uanset om det er plastik, maling, silikone eller eloxeret metal, skal der ske en transformation. Move har mere end 20 forskellige dele, der skal farvematches. Al vores farveudvikling sker i samarbejde med vores produktionsleverandører, så vi fremstiller produktionsopskrifter. Kemi er en stor del af det, vi gør! Der ligger også meget arbejde i at finjustere, hvordan en farve fremstår på forskellige materialer, så vi kan give produktet det monolitiske look, vi efterstræber. Da vi for eksempel brugte Lunar White på Move, så netledningen mere lyserød ud end resten af højttaleren. Vi var nødt til at ændre opskriften, så det hele passede sammen. Vi sender også alle vores opskrifter til hardwareafprøvning for at sikre, at farven kan holde til ting som ridser, kemikalier og UV-lys.

Sonos Move sample colors

Det lyder, som om ordene “materiale” og “finish” i din titel er lige så vigtige som “farve”.

Helt sikkert. Hovedparten af mit teams bidrag til materialeudvikling sker i samarbejde med det maskintekniske team. Vi har et tæt samarbejde for at sikre, at vi ender med at bruge materialer, der gør det muligt for os at levere den rette farve og finish for et produkt. Og med “finish” mener jeg tekstur og glansniveau, altså hvor skinnende eller mat et produkt ser ud. Med Arc, var udfordringen det buede gitter. Vi var faktisk nødt til at mindske produktets glansniveau, fordi gitterets krumning fik finishen til at se for skinnende ud. Vores produkter har typisk et glansniveau på mellem 7 og 15 gloss. For den sorte version af Arc er glansniveauet på 4 gloss.

Fortæl mere om dit team

Jeg har et team på fire personer med to forskellige typer roller. Halvdelen af teamet holder til i Santa Barbara og fokuserer mest på strategi. De arbejder sammen med vores team for industrielt design med at identificere farve/materiale/finish (CMF) for alle produkter, og hvordan det hele passer ind i den samlede produktlinje. De samarbejder også med flere tværfunktionelle tekniske teams ud over design, blandt andet med teams for maskinteknik, forarbejdning og akustik. Den anden halvdel af mit team befinder sig i Kina. De er CMF-udviklere, der arbejder lokalt sammen med leverandørerne om at føre tilsyn med udviklingen af farveopskrifterne. De følger også med i et produkts CMF lige fra prototype til slutprodukt.

Hvilke kvalifikationer kræves der for at være med på dit team? Jeg spørger på en vens vegne.

Der findes intet CMF-universitet! Hovedforudsætningen er virkelig at have en interesse for farver, materialer og finish. Jeg ansætter aldrig den samme person eller de samme færdigheder to gange. De fleste på mit team er kommet til CMF fra forskellige baggrunde, fordi det tiltalte dem. Vi har en materialekemiker, en grafiker, en industriel designer og en ingeniør på teamet. Jeg ser efter forskellige færdigheder, fordi det bibringer forskellige perspektiver og en meget mere dybtgående diskussion. Den ene ting, vi har til fælles, er et skarpt øje for, at detaljerne er i orden, når det gælder farvenøjagtighed.

Hvad er dit jobs største udfordring?

Især farver er et meget subjektivt emne. Så udfordringen er, hvordan man fjerner subjektiviteten på et område, hvor der ikke er noget rigtigt eller forkert svar? En måde at gøre det på er med trendprognoser. Det er vigtigt at forstå, hvilke farver der vil være relevante i fremtiden, og hvor disse farvetrends stammer fra. Men man kan ikke bare tage modetrends og anvende dem ukritisk på sine produkter. De skal gennem et brandfilter. Man skal finde ud af, om disse farvetrends er relevante for ens produkter. En anden måde er at tænke på, hvilken historie man vil fortælle med sine farver. Det er vigtigt, at man overvejer, hvordan produktet bliver lanceret, og hvad fortællingen bag det skal være, mens man udvikler farver.

Hvornår gik det først op for dig, at du havde en passion for farver og materialer?

Jeg opdagede det i min universitetstid. Den skole, jeg gik på, var virkelig fokuseret på industrielt design, men under mine studier begyndte jeg at finde ud af, at jeg var mere interesseret i farver, materialer og finish. En af mine lærere var en kvinde, der hed Lidewij Edelkoort. Hun er velkendt for sine trendprognoser og sin evne til at se ind i fremtiden. Jeg gjorde alt for at få hende som vejleder, og jeg bestod mine studier med hende som min mentor. I mit afsluttende år skulle jeg skabe et afgangsprojekt, og jeg gjorde noget helt anderledes end de andre studerende på det tidspunkt, hvilket var at designe materialer og farver til persienner. I stedet for et typisk industrielt designprojekt valgte jeg at gøre noget, som jeg var mere interesseret i og virkelig gik op i.

Hvordan har din internationale opvækst påvirket dit arbejde med farve?

Da jeg var fem, flyttede min familie fra Holland til Japan, så jeg tilbragte omkring 20 år af min opvækst i Asien. Design er en stor del af den japanske kultur. Og Japan er meget kendt for design, især grafisk design og stofdesign. Det er en kultur, der er opmærksom på detaljerne i alt, hvad der fremstilles. Så jeg tror, at min opvækst der og oplevelsen af en kultur med øje for detaljer og design virkelig havde en stor indflydelse på, hvordan jeg værdsætter farver og materialer og er fascineret af dem.

Resultatet af Suidman og hendes teams arbejde, Sonos Move i Lunar White, kan fås nu på sonos.com. Med en neutral nuance, der virker blødere i udendørs omgivelser, supplerer den naturlige omgivelser, samtidig med at den passer ind i hele spektret af Sonos-højttalere, når den er indendørs. Suidman er allerede godt i gang med sit næste projekt med at fastlægge farven til et nyt Sonos-produkt. “Farve er så stor en del af mit liv. Det er bare en del af, hvem jeg er som person,” sagde Suidman. “Farve gør mig glad.”

Sonos Move in Lunar White

Læs mere