Design

Hvis disse vægge kunne spille musik

Steven Saftig

Global Head of Editorial

Da vi begyndte vores samarbejde med IKEA om højttaleren SYMFONISK billedramme – en flad højttaler, der samtidig er et kunstværk – stod de fast på én ting: Den måtte ikke være mere end 6 cm tyk. Se, hvordan vi skabte en panelhøjttaler med en lyd, der er alt andet end flad.

Hos Sonos designer vi omhyggeligt vores højttalere, så de er kunstværker i sig selv. Med den nyeste tilføjelse til produktserien SYMFONISK, som er en del af vores samarbejde med IKEA, tog vi vores designfilosofi til et nyt og mere bogstaveligt niveau. Det er selvfølgelig det, der gør vores samarbejde med IKEA så spændende – at finde innovative måder til at skabe højttalere med fantastisk lyd og forklæde dem som traditionelle objekter til hjemmet.

Efter succesen med lanceringen af SYMFONISK i 2019, hvor vi lancerede bordlampe- og bogreolhøjttalere, så vi med stor entusiasme frem til at finde endnu flere uventede måder til at få lyd i hjemmet. Vi begyndte med at se på kunderesearch, som viste os, at der er visse steder i hjemmet, hvor nogle mennesker mener, at en traditionel højttaler bare ikke "passer ind". Det var der flere grunde til – lige fra ikke at have nok bordplads eller stikkontakter, til at teknologi ikke rigtigt passede til den tiltænkte designæstetik et bestemt sted. Med det i tankerne begyndte akustikteknikerne hos Sonos og produktdesignerne hos IKEA at søge efter svaret på spørgsmålet: Hvordan skjuler vi en højttaler et sted, der er fuldt synligt? Under den fælles brainstorming kom idéen om en højttaler, der kunne hænges op på væggen som et billede. Og med den idé fulgte en række udfordringer, herunder hvordan man designer en højttaler, der har så tynd en profil, at den kan hænges på væggen. IKEA regnede på det og fandt frem til sådan et produkts maksimale dybde: 6 cm.

"Udfordringen ved at skabe så tynd en højttaler er, at det kræver plads at frembringe lyd," sagde Sara Morris, Principal Product Manager hos Sonos. "For til syvende og sidst frembringer en højttaler lyd ved at flytte luft. Og jo mindre plads der er til at flytte luft, jo dyrere bliver det. Så vi var nødt til at være kreative." I stedet for at blive afskrækkede af begrænsningerne blev ingeniørerne på Sonos ekstra motiverede.

Spisestuedilemmaet

I starten af udviklingsfasen måtte teamet erkende et tilsyneladende indlysende faktum: Folk ville anbringe billedrammehøjttaleren der, hvor de ville hænge et kunstværk, hvilket ikke nødvendigvis er det samme sted, hvor de ville anbringe en højttaler. Chris Davies, Senior Director, Audio Engineering hos Sonos, forklarer: "Med en konventionel højttaler er det ikke så svært at forestille sig, hvor folk vil placere den. Men beslutningsprocessen er en anden, når det drejer sig om noget, der skal hænge på væggen. Så er det mere et spørgsmål om, at der er en ledig plads på væggen, og dér hænger jeg den. Og resultatet bliver, hvad det bliver. Så vi var nødt til at overveje, hvordan vi kunne gøre produktet så fleksibelt og funktionelt som muligt."

Davies uddyber: "Hvis du har en højttaler på væggen i spisestuen, får den, der sidder lige foran den, en helt anden oplevelse end den, der sidder meget længere væk. Så vores udfordring var at skabe en højttaler med så bred og ensartet en dækning som muligt for alle i et givet rum. På den måde hører den, der sidder lige foran højttaleren, ikke for mange høje frekvenser, mens den, der sidder i den anden ende af rummet, ikke hører noget, der lyder kedeligt."

Haveslangeløsningen

For at løse dette problem var en af de største komplikationer, som teamet skulle tackle, tweeterens "hotte" højfrekvente lyde. Morris bryder ind med en forklaring, man levende kan sætte sig ind i: "Den måde, lyd fungerer på, er, at lave frekvenser bevæger sig i alle retninger, hvorimod høje frekvenser er ekstremt retningsbestemte. Tænk på, hvordan det er, når dine naboer holder fest. Fra dit hjem kan du sikkert nemt høre bassen. Men du kan sikkert ikke genkende den sang, de spiller, for du kan ikke høre vokalerne eller sangens andre højfrekvente elementer. Men hvis du er med til festen og står tæt på højttaleren, så ved du helt præcist, hvor lyden kommer fra, fordi de højfrekvente lyder kommer direkte mod dig."

Så for at undgå at billedrammehøjttaleren ville lyde ubehageligt for en, der sad lige foran den, gjorde teamet to ting med tweeteren. Først skabte de en unik geometrisk form rundt om den, og så satte de en stjerneformet "linse" lige over den. Begge disse ting har til formål at sprede de højfrekvente lyde over hele rummet, så man opnår en mere ensartet lytteoplevelse for alle – uanset om de er tæt på eller langt fra højttaleren. Morris har endnu en levende analogi til at forklare det: "Det svarer til at sætte tommelfingeren over vandet, der kommer ud af en haveslange. Det tvinger vandet til at sprede sig ud – eller i det her tilfælde den højfrekvente lyd – som derved fordeles mere jævnt i rummet. På den måde får alle i rummet en behagelig vandtåge, i stedet for at kun én person bliver drivvåd."

Uventede fordele og store, flade komplikationer

Selvom billedrammens begrænsede dybde gav begrænsninger andre steder, så gav højttalerens samlede rumfang faktisk mulighed for en hel del bas. Men det, der kunne ligne en fordel, havde også sine egne udfordringer. Som for alle Sonos-højttalere var det essentielt, at produktet fik en velafbalanceret og naturlig lyd. Derfor var teamet meget omhyggelig med at bruge en woofer, der ville give den perfekte mængde bas – noget, der ikke ville overtrumfe mellemtone- og højfrekvenserne.

Højttalerens store samlede areal skabte endnu en komplikation. "Ulempen ved dette er, at du har noget, som er stort og fladt, og store og flade ting har en tendens til at bøje sig," sagde Davies. "Derfor fokuserede vi meget på konstruktionen af højttalerens inderside, hvor vi tilføjede ribber og en hel masse monteringspunkter, så du får et produkt, der holdes rigtig godt sammen og ikke bliver deformt eller bøjer sig, når det frembringer lyd."

En ufleksibel tilgang til fleksibilitet

Selvom det var vigtigt, at billedrammens fysiske struktur ikke var for fleksibel, så ønskede Sonos og IKEA, at folk skulle kunne placere og nyde højttaleren så fleksibelt som muligt.

Med sin udskiftelige coverkunst og flere placeringsmuligheder (vandret, lodret, på væggen, på et møbel eller endda på gulvet) var SYMFONISK billedrammehøjttaleren designet til at give mange forskellige muligheder i ethvert hjem. Alle orienteringerne muliggøres af diskrete men nyttige detaljer, såsom en specialdesignet ledeskinne til strømkablet og justerbare fødder.

Højttaleren kan også nemt integreres i dit eksisterende Sonos-system. Du kan gruppere den med andre højttalere i hele hjemmet, parre to for at få stereolyd eller bruge to som baghøjttalere i en hjemmebiograf, når du ikke har oceaner af plads bag sofaen. Kombiner dette med snesevis af streamingtjenester, Apple AirPlay 2, direkte betjening fra dine yndlingsapps og Trueplay-tuning for unik rumtilpasning, og så har du en af vores mest alsidige højttalere til dato.

Den omhu og ekspertise, som IKEA bidrog med til SYMFONISK billedrammehøjttalerens æstetik og generelle look, fuldender vores omfattende udviklingsarbejde med at opnå utrolig lyd fra en flad panelhøjttaler. Du kan få mere at vide om, hvordan IKEA og Sonos skabte noget, der er smukt nok til at hænge på din væg, på IKEA Today.