Events

Mr Sonos Soundtracks

Steven Saftig

Global Head of Editorial

Brian Beck er Global Head of Music hos Sonos, og det er ham, der med stor omhu opsnuser den ideelle sang eller kunstner til vores reklamer, events, udvalgte playlister og meget mere. Find ud af, hvordan Brian holder fingeren på pulsen med ny musik, og læs hans tre tips til at skabe fantastiske playlister.

Hvis du voksede op i Fairbanks, Alaska i begyndelsen af 80’erne, var du nødt til at arbejde lidt hårdere for at opdage ny musik. Og meget hårdere for at dele aviser ud i minusgrader klokken fem om morgenen. I Brian Becks tilfælde gjorde disse ekstra anstrengelser ham klar til en musikkarriere, der omfatter alt fra radio, streaming, pladeselskaber og kunstneragentur til hans nuværende rolle som Global Head of Music for Sonos.

Det var på disse mørke og kolde morgener, at Brian livslange passion for musik begyndte. “Min mor var nødt til at køre mig rundt på min avisrute, fordi det var bælgravende mørkt og minus fyrre grader – alt for koldt til at cykle,” fortalte Brian. “Vi spillede kassettebånd i bilen med enten Beatles, Motown eller Led Zeppelin. Det var vores søndag morgenritual.” Udover kassettebåndene var Brians musikalske input begrænset til den lokale popradio, og hvad han kunne finde i Music Land, den eneste pladebutik i byen.

Lige indtil august 1981. “Da MTV kom, blev alting helt anderledes,” sagde han. “I Alaska spiller tv’et en kæmpe rolle i folks liv. Jeg blev totalt besat af MTV.” Senere kom han til at arbejde for MTV, men først efter at have opbygget en masse erfaring med radio.

Brian Beck seated at window

En idealistisk begyndelse (eller: hvordan man scorer gratis CD’er)

“Det var nærmest et tilfælde, at jeg begyndte at arbejde inden for musik,” sagde Brian. Som high school-studerende i Seattle skulle han vælge et job at udforske til karrieredag. “Mit band havde spillet i et talentshow for hele byen tidligere på året, og bagefter havde radiostationen, der sponsorerede showet, foræret os en masse gratis CD’er. Så da jeg skulle beslutte mig for, hvad jeg ville lave til karrieredag, sagde jeg, at jeg ville være DJ, fordi jeg regnede med at få flere gratis CD’er.” Hans valg – at tilbringe dagen på KNDD 107.7 The End i Seattle – udviklede sig til et praktikophold og senere til et fuldtidsjob som musikprogramlægger og on-air talent. “Så ja,” mindes han, “det hele startede, fordi jeg ville score gratis musik på min karrieredag.”

Da Brian kom til MTV, var han ansvarlig for at skabe playlister med alle musikgenrer til netværkets satsning på musikstreaming. “Det var der, jeg lærte, hvor vigtigt det er at bruge tid på at skabe playlister,” sagde han. For Brian var det ikke tilfredsstillende at smække nogle sange sammen, bare fordi de havde en svag forbindelse til temaet. I stedet trak han på sine erfaringer som programlægger på radioen og brugte tid og omtanke til at skabe playlister, der var optimeret til streaming.

Musikbranchen er gennemsyret at kampen mellem kunstnerisk udtryk og kommercielle interesser. Som agent for kunstnere lærte Brian kunsten at balancere begge og samtidig (som det vigtigste) forblive tro mod kunstnerens unikke brand. I sit samarbejde med folkene bag My Morning Jacket, the Head and the Heart og Preservation Hall Jazz Band (blandt andre) superviserede Brian marketing, online strategier, merchandise og mere. Og, hvad han ikke vidste på det tidspunkt, her fik han den erfaring, han senere skulle få brug for i sin rolle hos Sonos.

Gennem hele Brians karriere havde han haft første parket til udviklingen af musikforbrug – fra kassetter og CD’er til mp3’er og streaming. Og med den udvikling var han vidne til, at balancen skiftede fra kvalitet til bekvemmelighed. “Jeg har altid været optaget af fantastisk lyd, men den var upraktisk,” sagde han. Det var ikke før han fik sin første højttaler fra Sonos, en 1. generations Play:5, at han endelig fandt en bekvem måde at opleve fantastisk lyd på. “Jeg husker, at jeg tænkte ‘Wow, hvor er det ufattelig nemt,'” sagde han. Med en fornyet påskønnelse af, hvad fantastisk lyd kunne være og en omfattende baggrund inden for musikbranchen, blev Briran en del af Sonos i slutningen af 2015 som Head of Artist Relations for USA.

Fingeren på pulsen og et godt øre (for nye kunstnere)

I Brians aktuelle stilling har han ansvaret for at finde og sikre den rette kunstner eller sang i forhold til alt musikrelateret hos Sonos. For at kunne gøre det, bygger han tætte relationer til de kunstnerteams som er i tæt overensstemmelse med Sonos’ værdier og æstetik – kunstnere som Solange, Beastie Boys, Frank Ocean og Karen O, for at nævne nogle få. “Mit job er at introducere Sonos til fantastiske kunstnere, med det håb at de får en meningsfuld oplevelse med produktet,” sagde Brian. “Så når tiden er inde til at vælge musik til at hjælpe os med at fortælle en historie, er samtalen med teamet meget nemmere, fordi kunstneren allerede kender og elsker Sonos.”

Gennem de seneste fire år er disse relationer fortsat med at blomstre, hvilket har givet sammenhængende soundtracks til high-profile produktlanceringer, brandaktiveringer, produktpartnerskaber og events. Selvom hans arbejde kunne lyde som en enkeltmandspræstation, så er det essentielt at være en del af et utrolig godt team, siger Brian. “Dette team er det bedste, jeg nogensinde har arbejdet med, og det gør det til et drømmejob,” sagde han. “Alle kommer fra forskellige baggrunde, hvilket giver unikke og værdifulde perspektiver. På den måde sikrer vi os, at uanset hvad vi producerer, så er det vores absolut bedste arbejde.”

For overhovedet at kunne udvælge samarbejdskunstnere, kræver det, at Brian konstant er opmærksom på – og fordybet i – den nyeste musik. Hans metode til at gøre dette har ændret sig markant, siden dengang han gik rundt i Music Land i Alaska. “Jeg er stort set gået helt over til streaming,” sagde han. “Jeg følger nok omkring 50 eller 70 nye musikplaylister på tværs af alle musikstreamingtjenester.” Men det er først der, det virkelige arbejde begynder: “Hver uge trækker jeg alt, der lyder interessant eller forekommer på flere playlister, ind på en ‘måske’-playliste.” Han fylder mere på playlisten med hjælp fra sociale medier, fra kunstnere og pladeselskaber han følger på Instagram, og fra lejlighedsvise besøg i pladebutikker – bare for god ordens skyld. Derefter reducerer han playlisten flere gange, indtil han står tilbage med en endelig playliste. Og det er den playliste, han bruger, når han bliver spurgt, hvilken musik der skal ledsage et nyt initiativ hos Sonos.

Sonos playlist cover art

Hvordan skaber man algoritmefri playlister

Når han ikke navigerer rundt i den komplekse musikbranche, beder Sonos nogle gange Brian om at bruge sin ekspertise til at skabe officielle Sonos-playlister. Hans metode til at skabe disse playlister er omhyggelig og tidskrævende, men resultatet taler for sig selv. (Du kan finde et par af vores favoritter nedenfor.) Her er hans tre bedste tips til at skabe dine egne playlister:

1: Lav grundig research

“Selvom du måske synes, at du er velbevandret inden for en bestemt genre, stemning eller kategori, er det godt at bruge internettet til at grave dybere. Gør brug af online fora – der findes en masse hardcore musiknørder derude, som poster en masse information, man kan lære noget af. Udforsk andre playlister – hvis jeg laver en jazz-playliste, er der en god chance for, at the New Yorker har en essentiel jazz-playliste, som er værd at bruge som reference. Endelig kan du tjekke artisters egne playlister på streamingtjenester – de ved, at andre kunstnere og ægte musikfans vil se på disse playlister og bedømme dem. Så her kan du måske finde sange, der ikke er indlysende eller velkendte. Se på al din research som en mulighed for at udvide din viden om musik.”

2: Prioriter flowet

“Flow er det vigtigste. Måden, du starter din playliste på, sætter tonen for resten af den. Så hvis den starter virkelig hurtigt, er det en god idé at bevare et højt energiniveau gennem hele playlisten. Men hvis du ser det som en rejse, eller et DJ-sæt, kan du gradvist bygge op til det. Prøv derefter at indbygge hurtige og langsomme segmenter, velkendte og overraskende øjeblikke. Og når du tilføjer sange, så overvej altid, hvordan de vil fungere sammen. Hvis en sang slutter virkelig hårdt, og den næste starter virkelig blødt, er det måske en god idé at starte med den blødere sang.”

3: Rediger, rediger, rediger

“Når du har skabt din playliste, så lyt til den mange gange fra start til slut. Tag så en pause fra den i et stykke tid. Lad der gå en uges tid, og vend så tilbage til den for at se, om den stadig holder vand. Hver gang du lytter, beslutter du, om du vil tilføje eller fjerne noget. Nogle sange fungerer ikke i playlister. De slutter måske med en lyd, som er en del af overgangen til næste sang. Eller de kan have et mellemstykke, som en del af en voicemail. De sange fungerer bare ikke i en playlistes flow. Vær også opmærksom på lydniveauerne. Nogle sange har virkelig lav lydstyrke. Så hvis du har en playliste, der er beregnet til en fest, og du går fra en virkelig larmende til en stille sang, giver det ikke et godt flow. Enten skal du anbringe den stille sang tidligt i playlisten eller helt fjerne den. Du prøver at skabe en stemning med playlisten, så vær parat til at give slip på sange, hvis de ikke passer ind i helheden.”

Inspireret? Del dine playlister på sociale medier, og tag Sonos – vi er spændt på at se, hvad du finder på.

Future Perfect playlist cover art

Læs mere